Ukrainsk skønlitteratur

14.03.22
Bliv klogere på den ukrainske folkesjæl gennem litteraturen.

Skønlitteratur er en oplagt vej til at opnå kendskab til et lands mentalitet og folkesjæl. Desværre har vi endnu ikke så meget ukrainsk litteratur, der er oversat til dansk, men vi har samlet et udvalg af ukrainske forfattere, du faktisk kan finde på dansk. 

Andrej Kurkov - sort humor og realisme med et tvist

Andrej Kurkov (f. 1961) er en af Ukraines største nulevende forfattere, som også har opnået bestsellerstatus uden for landet. Han skriver med sort humor og satire, post-sovjetisk realisme og en vis portion surrealisme. Hovedpersonen i "Døden og en pingvin" er fx en skribent, der bor sammen med en pingvin i en lejlighed i Kiev og lever af at skrive nekrologer over nulevende personer.

Sergij Zjadan - østukrainske outsidere

Sergij Zjadan (f. 1974) er både forfatter, digter og sanger/rapper og særligt kendt for at skrive om outsidere i Østukraine efter landets uafhængighed. Han var aktiv i Orange-revolutionen i 2004 og i Majdan-protesterne i 2014. Zjadans bøger har modtaget flere internationale priser.

I sin roman "Mesopotamien" skildrer han ni forskellige skæbner fra det østlige Ukraine, mens "Midt i alt dette går frontlinjen" er historien om den unge lærer Pasja, der forsøger at redde sin nevø væk fra frontlinjen. 

Marina Lewycka - humor i engelsk stil

Marina Lewycka (f. 1946) er egentlig bosat  i England, men har ukrainske forældre. Romanen "En kort gennemgang af traktorens historie på ukrainsk" trækker på migranterfaringen og fortæller den bittersøde historie om en 84-årig ingeniør, der har levet det meste af sit liv i England, men som to år efter sine kones død forelsker sig i en yngre kvinde, der ser store muligheder i chancen for at flytte til vesten.

Mikhail Bulgakov - en klassiker fra Kiev

Mikhail Bulgakov (1891-1940) kan også nævnes blandt ukrainske forfattere, selvom det er et stridspunkt, hvorvidt han var russer eller ukrainer. Men han blev i hvert fald født i den nuværende ukrainske hovedstad Kiev i 1891 (i det daværende Russiske Kejserrige) og flyttede til Moskva som 21-årig. 

Mikhail Bulgakovs bidende satire, sorte humor og udpenslende karakteristik af menneskelig dårskab var ofte for stærk en mikstur for datidens restriktive sovjetstyre - og hans forfatterskab blev også udsat for censur. "Mesteren og Margarita" betragtes som Bulgakovs hovedværk - og en uomgængelige klassiker inden for den russisksprogede litteratur.

Find titler af overstående forfattere - og andre, der har skrevet om og fra Ukraine - herunder. 

 

Materialer