Visselul du gæve kæmpe

10.11.20
Michael Bundensen, forsanger i Shu-bi-dua, er død

Søndag d. 8 november 2020, døde Michael Bundesen af kræft, 71 år gammel.

At lytte til Shu-bi-dua i 1970'erne,  var lykken for en lille knægt som mig. Næsten som at høre god vits om og om igen. Jeg morede mig hver gang, for det var så skørt og samtidig så velspillet at jeg bare måtte overgive mig. Når kammeraterne snakkede om Shu-bi-dua versus Gasolin var jeg ikke i tvivl Shu-bi-dua var de bedste, for de kombinerede fantastisk musik med en uovertruffen humor. 

Når jeg var ved at dø af kedsomhed under sommerens jordbærplukning på en uendelig lang mark, kunne jeg ikke bare proppe et headset i ørerne og lytte til et stort online-musikkatalog, jeg måtte selv finde på noget. Så jeg sang naturligvis Shu-bi-duas tekster (inde i hovedet - genert som jeg var) og glemte det sure slid. Når jeg derimod var alene ude på cyklen skrålede jeg af mine lungers fulde kraft på Hvalen Hvalborg, Rosita, I østen stiger Olsen op, Danmark, Knald i låget, Livets pølse, Ærmelunden og mange flere. Der var en sang til hver en lejlighed og muskikken blev en rød tråd gennem min barndom. 

For mig var og er Shu-bi-dua ren rockende livsglæde og Michael Bundesen var indbegrebet af gruppen. Tak du gæve kæmpe.  

Husk at skråle med til Fællessang på DR fredag d. 13. november kl. 20, hvor Shu-bi-duas sange bliver temaet. 

DR Bonanza 

Søg på Shu-bi-dua i DRs Bonanza arkiv og find flere gode udsendelser. Bl.a. denne skønne koncertoptagelse fra 1977, hvor en energifyldt Bundesen hopper rundt kobjælde og håret fuldt af krøller: Shu-Bi-Dua - 09.05.1977.

 

Ærligt talt - Shu-bi-duas historie fortalt af Michael Bundesen

En mini podcastserie i 5 afsnit hvor Dan Rachlin interviewer Michael Bundensen, fra 2017. Find den på DRs hjemmeside: Ærlig talt

Materialer