'Blomsterdalen' vinder Nordisk Råds Litteraturpris 2021

11.11.21
Den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen har fået Nordisk Råds litteraturpris 2021 for romanen ”Naasuliardarpi” (Blomsterdalen).

 

Den 2. november modtog Niviaq Korneliussen som den første grønlandske forfatter nogensinde Nordisk Råds Litteraturpris. Hun får prisen for sin anden roman, "Blomsterdalen" (på originalsprog "Naasuliardarpi"), der bl.a. har begejstret juryen med sin levende intensitet. "Blomsterdalen" handler om kærlighed, om venskab og om at være en del af et postkolonialt samfund. Det stærkt rørende værk giver indblik i grønlændernes liv i dag og de traumer, der stadig sætter dybe spor i hverdagslivet.

Det er en smuk, men også smerteligt rå fortælling. Døden for egen hånd er hele tiden den unge hovedpersons ledsager, men på trods af dette mørke stråler romanens kærlighedsspor af lys og ømhed. Sproget er direkte og meget præcist sansende, og selvom romanens fortæller til sidst når et desperat slutpunkt og gør læseren til sit vidne, gestalter romanen en altopslugende længsel. Ikke bare efter døden, men også efter livet. Det er stærk kunst, der vil leve.

Niviaq Korneliussen holdt også en stærk tale, dedikeret til grønlandske unge, da hun modtog prisen i København. Læs talen her.

Læs også Litteratursidens anmeldelse af 'Blomsterdalen'

Grønlands nye stemme

Niviaq Korneliussen debuterede med ”HOMO sapienne” i 2014, der behandler homoseksualitet, identitet og kærlighed - temaer som hun også berører i ”Blomsterdalen” fra 2020. Niviaq Korneliussen er ikke bange for at bryde tabuer og skriver også om selvmord, død og misbrug. Hun skriver fornyende og forfriskende og giver i sine romaner et rørende portræt af grønlandsk ungdom i dag.

Læs hele forfatterportrættet af Niviaq Korneliussen på Forfatterweb

Materialer