Tilbud til skoler

Vi har masser af tilbud og muligheder til både jer som lærere og til jeres elever – hvad enten I benytter vores bibliotek i Thisted, Hurup og Hanstholm eller kommer i bogbussen.

Stak af bøger i forskellige farver med et æble liggende ovenpå og en dreng i baggrunden.

I er velkomne!

Du og din klasse er altid velkomne på vores biblioteker i åbningstiden. Det kan fx være i forbindelse med en emneopgave, hvor børnene kan finde bøger til deres opgave. Vi viser gerne rundt og giver en kort introduktion til biblioteket. Hvis du vil være sikker på, at der er en børnebibliotekar til stede, kan du ringe på forhånd til 99 17 28 28 eller sende os en mail og booke en tid.

Åbent bibliotek

Bibliotekerne i Hanstholm, Hurup og Thisted er også åbne uden for betjeningstid, hvilket betyder, at I har mulighed for at komme på biblioteket alle ugens dage fra kl. 7-21. I kan lukke jer ind med jeres sundhedskort eller børnenes lånerkort, hvis deres forældre har givet dem tilladelse.

Lånerkort og depot til klassen

Som lærer har du mulighed for at få lavet et depotlånerkort til biblioteket. Lånerkortet giver dig mulighed for at låne materialer i to måneder samt at få materialer bragt ud og hentet med kørselsordningen. Du skal dog være opmærksom på, at man ikke kan låne spillefilm på depotkort.

Har du i din undervisning brug for materialer, vil vi meget gerne lave et depot, som I kan have i klassen. Det kan være et emnedepot om fx middelalderen, indianere, eventyr eller geografi. Det kan også være et frilæsningsdepot med skønlitteratur, fx til en læsemarathon. Skal du bruge et klassesæt, kan vi også klare det – både med almindelige bøger og lydbøger, hvis du har en elev, der gerne vil høre bogen samtidig med, at bogen læses.

Intet depot er for lille eller for stort, vi laver depoter i mange forskellige størrelser – lige fra én enkelt bog og op til flere hundrede bøger. Er der tale om større depoter, skal vi have bestillingen mindst en uge, før du skal bruge det. Vi sender gerne depotet ud med den kommunale skolekørsel henholdsvis tirsdag og onsdag, men du er også meget velkommen til selv at hente det på biblioteket eller i bogbussen.

Litteratur på hjul

Biblioteket kan også komme til skolen i form af vores bogbus. Her kan I få en introduktion af bussens bibliotekar, hvorefter der er mulighed for at låne. Bogbussen kan bookes fredage mellem kl. 9.00-14.00. Er I interesserede i at få bogbussen ud flere gange, kan det godt lade sig gøre. Dog skal én booking være gennemført, inden den næste kan bookes.

Læs mere og book bogbussen her.

Sommerbogen

Mens skolerne holder sommerferie, vil vi gerne hjælpe til med, at børnene fortsætter med at læse hen over sommeren. I den forbindelse har vi ”Sommerbogen”, hvor børnene skal læse tre bøger, som de anmelder. Efter sommerferien, når børnene har læst og fortalt om bøgerne, deltager de i lodtrækning om boggaver.

Læs mere om Sommerbogen her.

For 4. klasserne

I maj og juni hvert år har vi et særligt tilbud til kommunens 4. klasser, hvor vi inviterer jer til at komme ind på et af bibliotekerne til en skoleorientering. Der er også mulighed for at booke bogbussen i den forbindelse. Til skoleorienteringen vil vi give en introduktion til bibliotekets tilbud – både de fysiske og virtuelle. Vi vil desuden holde en booktalk, hvor vi fortæller om en række bøger for målgruppen. Vi slutter af med en rundvisning, hvorefter børnene kan låne bøger og andre materialer. Invitationen sender vi ud i marts måned.

Smart Parat Svar

Hvert år i december afholder vi den indledende runde i den landsdækkende konkurrence Smart Parat Svar. Konkurrencen er en quiz for 6. klasser, og vinderen går videre til den regionale semifinale. Smart Parat Svar er en populær event, og vi sender invitationer ud i god tid.

Læs mere om Smart Parat Svar her.

Ordkraft

Siden 2011 har der i april måned været afholdt litteraturfestivalen Ordkraft i Aalborg. I den forbindelse har regionens biblioteker deltaget med tilbud til regionens børn. Blandt andet har det været muligt for skoleklasser at læse og møde forskellige forfattere. Desuden har børnene mulighed for at være med i den store landsdækkende fantasynovelle-konkurrence og vinde en spændende præmie. Konkurrencen henvender sig til børn og unge i alderen 10-18 år.

Læs mere om Ordkraft her. 

RUM

RUM er en portal, hvor alle tilbud til Dagtilbud, Grundskole og Ungdomsuddannelse i Thisted Kommune er samlet under ét tag.

Læs mere om RUM her.

Vi håber, at du har fået lidt inspiration til skoleåret. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os.