Jón Kalman Stefánsson blander som i sine øvrige romaner højstemt patos med naturbeskrivelser og hverdagens gøremål. Sproget er poetisk og smukt, og romanens mange fortællinger er fyldt med kærlighed, melankoli og sorg, så det er meget vanskelligt ikke at blive berørt. Med baggrund i den islandske fortælletradition forener Kalman Stefánsson den vilde og ubarmhjertige natur med det følsomme og sårbare i menneskesindet