Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Minka Jensen

Kort om bogen

Om John Lennon og Yoko Onos besøg i Thy. Der tegnes et lille portræt af Lennon og tiden. For musik- og historieinteresserede

Beskrivelse

I 1970 besøgte den ene fjerdedel af The Beatles, John Lennon, og hans kone Yoko Ono Thy i Nordvestjylland. Hvad der startede som et hemmeligt besøg, blev til et mediecirkus, der ganske uvant satte det lille danske lokalsamfund på verdenspressens læber. Formålet med besøget var at se Onos datter. Men da Lennon var så populær pga. af Beatles, og parret markerede sig som symboler for hippiebevægelsens fredsidealer, så fik det karakter af et mediestunt. Kaj Sekkelund bruger den konkrete begivenhed som indgangsvinkel til en fortælling om tiden. Hippie- og flower-power-tiden bliver beskrevet med musikalsk og kulturelt fokus

Vurdering

Fint lille stykke musik- og kulturhistorie. Den lidt skæve vinkel med det egentlig banale og ret så ubetydelige besøg i Danmark bruges som løftestang til at tegne et lille portræt af John Lennon og Yoko Ono, samt tidens musikalske og kulturelle strømninger. Selve begivenhederne i Thy er ikke meget relevante i sig selv, men for interesserede i John Lennon og The Beatles, danner det et fint udgangspunkt for fortællingen om den status, Lennon havde i tiden

Andre bøger om samme emne

Den kulturelle og menneskelige vinkel er sammenlignelig med Dage, jeg vil huske og Den kyniske idealist John Lennon