Lektørudtalelse

Forfatter: Lise Lotte Larsen

En stilfærdig oplæsningsbog i billedbogsformat med enkelte stive illustrationer, der ikke gør noget særligt for teksten. Bagsideteksten gør udtrykkeligt opmærksom på, at historien foregår o. 1950 "hvor mormødre havde god tid", og den større ro og enkelhed, man forbinder med den tid, genspejles fint i både indhold og sprog. Sommeren før Mille skal i skole tilbringer hun hos mormor, fordi hendes far har forladt familien og efterladt Mille og hendes mor sønderknuste. Det bliver så mormors projekt at gøre verden - og Mille - hel igen. Dette ligger underforstået i teksten, der er fortalt i 3. person, men fra Milles synsvinkel og derfor koncentrerer den sig først og fremmest om de nye oplevelser i den trygge hverdag hos mormor. Mille lærer fx at cykle, bage boller, spille firhændigt, fortalt med genspejlet indlevelse og intensitet. Samklangen mellem synsvinkel, sprog og stemning er således vellykket, ligesom bogen forstår at udnytte skildringen af forholdet mellem voksen og barn i den psykologiske helingsproces som en ramme, der holder detaljerne på plads og giver dem mening. Så har man ro på sig til en fortælling fra før verden begyndte at flimre, er dette et godt bud til de 5 årige og ældre - bedre end forsiden lader ane