Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

14-årige Sille skal konfirmeres, men hvordan skal det gå, når far og farfar ikke har den mindste forstand på at planlægge Silles vigtigste fest? Anden del af den sjove serie "Sille" for 11-14-årige

Beskrivelse

Som sædvanlig går det galt for Sille. Ikke alene lurer katastrofen lige om hjørnet, når hun snart skal holde sin konfirmation. For det bliver da den værste fest, når farfar har fundet på, at den skal holdes på hans plejehjem, og han ovenikøbet stolt har købt hendes kjole i en genbrugsbutik. En stor lyserød lagkagerædsel af en kjole. Sille må gøre noget for at tjene penge til at redde festen, men det går også galt. Og oveni skal hendes kæreste Ruben pludselig holde en fælles fest med klassens lækre diva, som er lun på ham. De er derfor sammen hele tiden for at planlægge deres fest og laver playlister, som ellers er Sille og Rubens ting. Godt Sille har gode venner, som prøver at støtte hende, og en mor, som endelig kommer lidt på banen. Første del af serien hed En lille hvid løgn, en kæmpe katastrofe

Vurdering

Sille er et herligt kikset bekendtskab med sin rodede familie og alle de forviklinger og problemer, hun lynhurtigt får skabt for sig selv. Bogen er lige så sjov som bind 1, det er en dejlige bog om familieliv, venner og forelskelse. En underholdende og hurtigt læst bog

Andre bøger om samme emne

I Emmy - konfirmationshys? tages konfirmationen og alle dens forberedelser også under humoristisk behandling