Multimedievurdering

Forfatter: Lone Rahbek Christensen

Kort om spillet/multimediet

Underholdende og sjov spilmatisering fra LEGO, hvor Emmet Brickowski skal redde sine venner, som er blevet bortført af Duplo-hæren. Fra 6 år

Beskrivelse

Spillet bygger på filmen LEGO filmen 2. I starten kan man kun være Emmet, men der er over 100 figurer, som løbende låses op. Spillet følger den velkendte skabelon for LEGO-spil, hvor man skal smadre ting, indsamle klodser og skatte, ræse rundt i køretøjer, bygge ting og kæmpe mod fjender. Man kan både løse bestemte opgaver og udforske på egen hånd. Der er engelsk tale i spillet samt dansk tekst

Vurdering

LEGO har tradition for at genskabe mange af de store filmtitler til et humoristisk univers af LEGO-klodser. Dette spil lider imidlertid under, at filmen aldrig blev så stort et hit som den første i serien, og det er sjovest, hvis man kender historien på forhånd. Ved 2 spillere har man "split-screen" hele tiden, og det er ærgerligt, at man ikke bare har ét skærmbillede, når man er tæt på hinanden, som i mange andre LEGO-spil. Spillet er nemt at komme igang med, og man får løbende info om, hvad man skal gøre. Grafikken er udmærket og kulørt. Man kan spille alene, men det er sjovest at spille 2 sammen. Pegi på 7 er ok, mens ikonet for vold er unødvendigt

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

Jeg har altid været en stor fan af LEGO-spillene, men jeg synes ikke, at dette spil er helt på højde med mange af de andre LEGO-spil som fx Indiana Jones, Harry Potter og Ringenes Herre. Det er dog et udmærket bud på et godt og kreativt børnespil, som stadig hæver sig over det gennemsnitlige børnespil