Opera og tegneserier

Blandingen, du ikke anede, du havde brug for!

Af Kristian Huss

Du kender det: Du vil gerne have en episk fortælling om guder, mennesker og andre magiske væsener. Så du leder efter en ærkefortælling om magtens korrumperende natur, men du synes, der er for meget skole og for få Aser i Harry Potter, for mange løver og for få valkyrier i Narnia, og for få kvinder og alt, alt for lidt opera i Ringenes Herre – Frygt ej! Jeg har lige historien til dig – både som tegneserie og som opera. 

Richard Wagners magnum opus Nibelungens Ring er et gigantisk værk, der kan virke superuoverkommeligt – Måske mest pga. værkets omfang på fire fulde operaer, der i sin fulde længde er på omkring 15 timer. Normalt plejer operahusene at spille Nibelungens Ring over fire aftener, for 15 timers Wagner i streg, er for meget Wagner på en gang. Manden selv ville da også kun fortælle historien om Siegfrieds død, men indså at han måtte give en smule baggrund før publikum kunne forstå, hvad der skete – og den smule resulterede i tre fulde operaer af hver fire timers varighed - som baggrund. Ro på Richard!

Fra Siegfried af Alex Alice ved Forlaget Zoom - © DARGAUD
Fra Siegfried af Alex Alice ved Forlaget Zoom - © DARGAUD

Operaen er episk. Valkyrieridtet må være noget af det mest genkendelige klassiske musik i verden – Dån dåndån dåååån dån, dån dåndån dååååån dån, dån dåndån dåååååån dån, dån dåndån dåååån! Og du kan opleve den via dit bibliotekslogin – om det er vores dvd-udgave på syv disks og fire kommentarhæfter eller om det er via Medici.tv, hvor du kan finde masser af dokumentarer om værket og selve operaen om Ringen brudt op i dets fire dele: Das Rheingold, Die Walküre, Siegfried og Götterdämmerung. 

Uh! Hvis du nu laver en bruger på Medici.tv, efter du har brugt dit bibliotekslogin, så kan siden også huske hvor langt du er kommet i operaen – smart, ikk’?

Men hvis du nu ikke nødvendigvis har 15 timer at smide efter en opera, men gerne vil snakke med om historien med alle dine venner, hvad gør du så? Svaret er enten at flexe dine tyskkundskaber og låne librettoen (teksten) til alle fire operaer og pløje dig igennem dem – eller låne Alex Alice’ tegneserie Siegfried !

Siegfried er i det store hele historien fra Nibelungens Ring fortalt i tegneserie over tre bind. Der er meget få afvigelser fra operaen. Tegningerne er fantastiske og den episke fornemmelse er meget velholdt. Der er dragekampe, guder, valkyrier, sværdsmedning ved lynnedslag, korrumperende guld og skæbner, der skal opfyldes – sådan ret skæbneagtigt. Fokus for tegneserien er Siegfried, og det klæder fortællingen at være så skarpt opsat. Vi følger ham fra barn, hvor han bliver samlet op af nibelungen Mime, til cirka der hvor tredje opera ender. Vi kommer altså ikke helt hen til Siegfrieds rolle i Ragnarok – der må man se operaen. Tegneseriens historie føles dog afrundet, og man sidder ikke og mangler al verdens forløsning.

Fra Siegfried af Alex Alice ved Forlaget Zoom - © DARGAUD
Lynnedslag i Mimes hytte
Fra Siegfried af Alex Alice ved Forlaget Zoom - © DARGAUD

De tre bind er ikke verdens tykkeste, hvilket havde den personlige konsekvens, at jeg endte med at læse alle tre bind i rap. Så du kan lige så godt låne alle tre bind i samme vending. 

Men du skal vide, at du nok sidder hele historien igennem og gisper efter vejret, for der er fart på. Historien er hæsblæsende og man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på alle trådene. For hvorfor var det nu lige at Odin og Siegfried skulle kæmpe mod hinanden? Ja, de kæmper mod hinanden – og det er fedt!

Fra Siegfried af Alex Alice ved Forlaget Zoom - © DARGAUD

Om du er til vanvittige operaer eller episke tegneserier, ligger der under alle omstændigheder en kæmpe oplevelse og venter på dig i fortællingen om Nibelungens Ring – og så kan du for resten også lige tænke over alle de fine paralleller historien har med Ringenes Herre imens.