Lær at læse
Lær at læse
Hvordan finder man den helt rigtige bog, når man er ved at lære at læse? Hvad gør man, hvis det der læsning er en udfordring? Her får du nogle metoder og fifs til at finde bøger, der matcher dit barns læseniveau.
FEMFINGER-REGLEN
Femfinger-reglen er en nem metode til at finde ud af om den bog, dit barn har fundet, matcher deres læseniveau:
Find en bog
Slå op på en tilfældig side
Få dit barn til at læse højt fra siden
Ræk en finger op for hvert ord barnet ikke kan læse
0-1 ord = for let
2-3 ord = lige præcis
4 ord = prøv den
5+ ord = for svær
LIX OG LET - HVAD ER DET?
På Biblioteket i Thy starter vores letlæsningsbøger med "lydret" og fortsætter til "let" med stigende sværhedsgrad (nummereret).
Vi har valgt ikke at aldersinddele letlæsningsbøgerne, da det er individuelt, hvordan man læser på de forskellige klassetrin.
Der findes forskellige måder at vurdere, hvor svær en tekst er at læse. Vi bruger Let-tal til de første letlæsningsbøger - og Lix-tal til de længere. Herunder kan du læse lidt mere om forskellen på de to:
Let-tal (Læseegnethedstal)
Let-tal beregnes efter antal ord, antal af lange ord, antal ord i den længste sætning, antal sider i bogen, billedstøtte og syntaktiske træk. Let-tal går fra 5-20, og modsat Lix-tallet tager Let-tallet højde for ordets gentagelser. To bøger, der har det samme Lix-tal, kan altså godt have to forskellige Let-tal, da Let-tallet tager mere hensyn til ordgentagelser - lange ord medregnes kun en gang. Som tommelfingerregel kan man sige, at Let-tallet er ca. det dobbelte af Lix-tallet. Fra midten af 2. klasse vil det være nemmere at bruge Lix-tal.Lix (Læsbarhedsindeks)
Lix udregnes efter antallet af lange ord (over seks bogstaver) og længden af sætningerne. Jo højere Lix-tallet er, desto sværere regnes teksten for at være. En bog med højt Lix-tal vil have mange ord, lange sætninger og mange lange ord. Et lavt Lix-tal giver dog ingen garanti for, at teksten er letlæselig. Lix-tallet tager nemlig ikke højde for billeder i bogen, snørklede formuleringer, svære ord og hvor mange gange, det samme ord bliver gentaget. Alt sammen greb, der kan lette læseprocessen for barnet. Det har naturligvis også en betydning, at barnet læser om noget, hun/han interesserer sig for.
Læs mere om Lix-tal og se en vejledende oversigt over aldersgrupper og Lix-tal på frilæsning.dk her