Læseliste til Kultur i Mørke

22.02.23
Litteratur i mørke, mørke i litteraturen.

Dystre spil, skræmmende tegneserier, livsbekræftende fortællinger og fagbøger der sender dig ud i det mørke, altopslugende, uendelige og ukendte univers. Kort sagt  litteraturlisten fra "Kultur i mørke"arrangementet i Smedjen d. 15. feb er lige her:

Kristian anbefaler:

I mørke fortæller man hinanden gode historier og det kan den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson. Han er bl.a. kendt for trilogien ”Himmerige og helvede”  og flere af hans bøger har været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris
Et gennemgående tema i forfatterskabet er mennesket undergivet naturens kræfter, livets skrøbelighed,  kærlighedens lys og mørke, fortalt med poesi, inderlighed og ikke mindst humor.
I hans seneste roman ”Dit fravær er mørke” blandes fortid og nutid sammen af en unavngiven fortæller med hukommelsestab. Akkompagneret af en mystisk medpassager genopdager hovedperson sig selv igennem skæbnefortællinger om de mennesker han møder på sin vej. Bogens poetiske titel stammer fra historien om den 19 årige Aldis der får et kort glimt af  bonden Haralds blå øjne og rammes af en kærlighed så dyb at hun må se ham igen.  Senere skriver Harald disse ord på Aldis gravsten:  ”Erindring om dig er lyset, fraværet er mørke."  Det er en sanselig fortælling om død, glemsel – kærlighed og svigt.  Lån "Dit fravær er mørke"

 

Jón Kalman Stefánsson næstnyeste bog "Stjernernes knitren" er bestemt også en anbefaling værd. Som bibliotekernes lektør Karina Høyer skrev:
En fuldstændig magisk og eventyrlig fortælling om en syvårigs måde at håndtere sorg på. Romanen skildrer barnets sorg og savn og i vanlig Stefánsson-stil med eventyrlige sproglige billeder, der tager pusten fra læseren. Slægtshistorien foldes nænsomt ud, og bedsteforældrenes og oldeforældrenes relationer bliver et trygt sted for drengen at flygte ind i. Romanen er fra 2003, men er først nu oversat til dansk. Romanen egner sig til både højtlæsning, fælleslæsning og læsekredse.

Biblioteket i Thy har netop købt 10 ex. til læsekredse. Som man meget gerne må bestille. Lån "Stjernernes knitren"

Kigger man op på den mørke nattehimmel forundres man over universets uendelighed. Man bliver også forundret, når man indser hvor lidt vi ved om universets bestanddele. Forskere anslår at det består af: 75% mørk energi, 20% mørkt stof og kun 5% fast stof, dvs. måner, planeter, stjerner galakser. Man kan måle at mørk energi og mørkt stof findes, men vi har endnu ikke en god forklaring på det.  Hvis man lyst til blive lidt klogere på det utrolige univers er Anja C. Andersens "En lille bog om universet : fra meteoritter til tyngdebølger" et godt sted at sted starte. Forfatteren er en dygtig rejseguide ud i universets mysterier, som hun afdækker med smittende begejstring. Lån "En lille bog om universet"

 

I årtusinder har mennesket i årtusinder vendt sig mod himlen og bedt guderne om hjælp, når det var mørke tider. Man kan finde sådanne hændelser beskrevet i mange skrifter. I den nordiske mytologi er Fimbulvinteren et forvarsel til Ragnarok  og i den Yngre Edda står bla.: "Der er stærk kulde og hvasse vinde, ingenting har gavn af Solen. Der er tre sådanne vintre, uden sommer imellem." Ind til fornylig bare en god fortælling, men nu mener forskerne at fimbulvinteren ikke bare er en skrøne. Ubruddet fra den islandske vulkan Katla i år 536, kan være grundlaget for myten, for vulkanen formørkede himlen og gjorde til et ganske forfærdeligt år. Det gjaldt især for nordboere men den grå aske satte også sine spor andre steder på kloden Bliv klogere på År 536 med podcastserien "Vild historie" og museumsinspektør  Jeanette Varberg. Lån og lyt via eReolen: " År 536 - da solen forsvandt" 

Du kan med fordel læse romanen ""536" af forfatteren og historikeren  Arne Herløv Petersen, hvis du er mere nysgerrig på det underlige år. Med 6 gotiske og fantastiske fortællinger beskriver han hvordan livet kunne have artet sig da Katlas udbrud gjorde det til et år uden sommer. I bogens indledning står der:  Spørg middelalderenhistorikeren Michale McCormick om hvilket år, der var det værste at leve i,
og han har et svar. "536" Ikke 1349, da den sorte død udslettede halvdelen af Europa. Ikke 1918, da den spanske syge dræbte
mellem 50 og 120 millioner mennesker, hovedsageligt unge voksne. Men 536 i Europa. "De var begyndelsen på en af de værste perioder
at leve i, om ikke det værste år." Lån: "536"

En nutidig, mørk fortælling om miljø og klimakatastrofer – er den svenske roman ”Selv hvis alt forsvinder” af svenske Jens Liljestrand. Her sender klimarelaterede skovbrande store dele af den svenske befolkning på vandring og udervejs kommer man ind under huden på  forvirrede forældre, selvcenterede influencere og selvfede klimasyndere. Et skarpt og lidet flatterende blik på forkælede vesterlændinge der på overfladen har de rigtige holdninger, men som sætter sig selv først når krisen kradser . Håbet bæres dog videre af ungdommen, hvor den fornuftige teenager Vilja holder hovedet koldt, tager ansvar og viser omsorg.  Lån: "Selv hvis alt forsvinder"

Jens Liljestrand nævner Cormac McCarthys  "Vejen" (The Road) som en vigtig inspiration til sin klimaroman.
En lille dreng vandrer sammen med sin far gennem et dystopisk USA, mørkt, koldt og udbrændt på flere planer. Asken hænger tungt i luften og dækker jorden overalt, man ernærer sig ved at finde dåsemad som andre overlevende har overset, det eneste alternativ er kannibalisme .  Faderen har et håb om at alt bliver bedre hvis de kommer ud til kysten og vi følger ham og sønnens fortvilede kamp for overlevelse. På rejsen forsøger faderen at skærme sin gode og troskyldige søn mod verdens ondskab, samtidig med at hans eget moralske kompas kommer ud af kurs. En smuk fortælling om far og søn kærlighed og troen på det gode i mennesket. McCarthy vandt en pullitzer for bogen. Er du fan af  HBOs  tv-serie "Last of Us" eller spillet af sammen navn, vil du elske McCarthys bog.  Lån "Vejen"

Øjvind anbefaler

Call of Cthulhu begyndersættet

Mørket kan både skræmme os, og give anledning til hyggelige stunder. Nogen gange på samme tid. I bordrollespillet Call of Cthulhu er du en opdager der er på sporet af ubeskrivelige rædsler, sammen med dine venner. En spiller sætter scenen og resten befolker den.
Rollespil er enormt hyggelige, men pas på! - Det kan let gå galt når man møder de ældgamle rædsler fra 1920’ernes USA. Specielt hvis man ikke har held med sine terningkast.
 

Begyndersættet her er udstyret med alt hvad du skal bruge for at komme i gang med at spille Call of Cthulhu - blandt andet et solo-eventyr som lærer dig reglerne imens du udforsker en mystisk landsby hvor der hænger en lugt af røg i luften...

Forsiden til Peter Madsens Historien om en mor

Peter Madsen er en gudsbenådet tegner, både når han tegner bibelhistorier, gamle nordiske guder i Valhalla eller skovens nattevæsner i Troldeliv-bøgerne. I denne tegneserie folder han H. C. Andersens historie om en mor der mister sit barn, og går så gruelig meget igennem for at få det tilbage, ud til en poetisk og dvælende grafisk fortælling. Hver eneste rude er rørende og den afdæmpede farvetone understreger den ro og poesi der kan være i mørket.

forsiden til Marianne Iben Hansens Mørkemusen

Mørkemusen er lille og forsigtig, men heldigvis er der trøst at finde når det hele bliver for slemt. Mørkemusen er en smuk historie på rimende vers, der - lige som alle andre børnebøger - kan læses af alle der har lyst. Marianne Iben Hansen er helt utroligt god til at rime på kryds og tværs, og man er bare nødt til at overgive sig til hendes rytmiske sprogsans.

Tea Bendix har tegnet de naive billeder, der klæder fortællingen enormt godt.

Forsiden til Søren Fauths En rejse til mørkets begyndelse

I begyndelsen var ordet, står der skrevet, og lige siden har mennesker prøvet at få det sidste ord.

Digteren Søren Fauth gør et forbilledligt og stærkt forsøg på det med de to langdigt "Moloch - en fortælling om mit raseri", og "En rejse til mørkets begyndelse", hvor han i et langt digt, skriver sig igennem en fortvivlende tid i sit liv, hvor hans ægteskab falder fra hinanden. I Moloch - en fortælling om mit raseri, er det nedturen der fylder, og i denne fortsættelse er der en kim til noget genopbygning, men der skal slæbes mange murbrokker undervejs.

Fauth vejer sine ord på en diamanthandlers vægt, hvert eneste rammer plet og giver genklang bag pandebrasken i flere måneder efter at man har læst den drøje beretning.

Materialer