Foto: Magnus Fröderberg/norden.org

Solvej Balle modtager Kritikerprisen 2023

12.03.24
Solvej Balle modtager Kritikerprisen 2023 for ’Om udregning af rumfang V’.

Solvej Balles svimlende tidsskred tæller fem bøger bragt i nænsom rotation om den 18. november – en dato, der for nogle, har sat sig fast. I femte bog er der mange andre – rigtig mange –  fanget i tiden. De grupperer sig efter behov og overbevisning og rejser rundt. Femte rumfangsbog er formidabel. Den byder på underfundige, lune passager og rørende kærlighedsglimt. Små doser håb og fut i filosofien! Men også aldring, uro og ophør.

Læs Litteratursidens anmeldelse af Om udregning af rumfang V.

Rumfangsserien

Solvej Balles Om udregning af rumfang-projekt er en stilfærdigt foruroligende, filosofisk rejse. Et tankevækkende og interessant spekulativt scenarie med Tara Selter, hvis liv er blevet en endeløs, forudsigelig trædemølle med den 18. november, der bliver ved med at gentage sig selv. 

I 2022 vandt Solvej Balle Nordisk Råds litteraturpris for de første tre bind i serien med juryens ord: 

 Solvej Balle leverer med Om udregning af rumfang et mesterværk til tiden. Værket er Solvej Balles store comeback, ikke bare til dansk eller nordisk skønlitteratur, men til europæisk skønlitteratur."

Rumfangsbøgerne er den lille bid bydende nødvendige eftertænksomhed og det skarpe, stilsikre udråbstegn, der ofte udkommer sidst på året fra et lille forlag på en lille ø. Bøger med en elegant tilgang til tyngde og en uhyggelig tiltrækningskraft.

Der er planlagt i alt syv bøger om rumfangsudregning. 

Læs mere om Solvej Balles forfatterskab på Litteratursiden.
 

Kritikerprisen

Kritikerprisen bliver uddelt af Litteraturkritikernes Lav. Prisoverrækkelsen finder sted på Johan Borups Højskole den 20. marts, hvor magasinet Atlas også modtager Georg Brandes-prisen 2023.

Læs mere om Kritikerprisen her. 

Modtagere af Kritikerprisen får 75.000 kroner og er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur. Kritikerprisen er blandt andet tildelt Ida Jessen, Pablo Llambías, C.Y. Frostholm og Pia Juul. Senest blev prisen givet til Asta Olivia Nordenhof for Scandinavian Star. Del 1 - Penge på lommen

Foto: Wikimedia Commons. Solvej Balle til LiteratureXchange.

Oprindeligt skrevet af Nadja Agerbak, Litteratursiden.

Materialer